Kapitulation

 

 

Nogle gange må man bare erkende at man er slået af overmagten. Kapitulere og ikke bruge unødig energi på en håbløs opgave. Det har jeg så gjort nu, med det resultat at min elskede og frodige altan nu er mere blakket at se på.

 

Min kamp med de små satans lus, og med små grønne orme endte med at være FOR svær. I dag ser bla mine georginer sølle og forspiste ud, men jeg lader det være. Store huller og halvdøde skud er overalt på dem, og så alligevel har et par enkelte knopper fundet ved ud af mørket. Den ene blomstrer lige nu, og jeg skal gud dødemig tage alle de billeder af dem jeg orker. Fra alle vinkler og i alle slags vejr. Heldigvis er det den smukkeste af dem, den fra Isabellas :-)

Jeg poster snart billeder af den..

Det ser også ud til at der kommer et par mere, så nu ser vi om de når at folde sig ud, inden dyrene helt har overtaget herredømmet, derude på altanen.

 

Et stort problem får man, når man som jeg godt kan lide at det hele står tæt sammen og ser massivt frodigt ud. Det er umuligt at forhindre de små i at hoppe fra den ene plante til den anden og bare formere sig i lynets hast. De grønne orme opdagede jeg, da de endnu var så små, at de lignede knappenåle som de hang der i deres lange tråd af et spind. Inden ugen var omme, kunne jeg se deres gnaskende gummer med det blotte øje…  Nå ja, ok jeg overdriver muligvis en smule, men store og saftige er de nu. Mere saftige end de blade de æder løs af :-(

Jeg har nu sorteret og smidt ud med hård hånd. Kun en altankasse står tilbage med stedmødre i. Sjovt nok er der ikke utøj i den. ENDNU!  De andre to, er renset for planter der efterhånden var så sølle at se på, at det var en ren blomsterkirkegård. Min økonomi rækker ikke lige til indkøb af nye blomster, så i stedet har jeg leget lidt med det jeg har. Billeder kommer senere, når kameraet igen er ladet op.

Midt i al denne blomsterdød, kan jeg trods alt glæde mig over at mine klematiser vokser som bare pokker. Over stok og sten går det, og den er nu nået helt henover altanen, og er begyndt nedstigningen på den anden side af døren. Den ældste belønner min flid, med masser af smukke mørklilla blomster, den yngste fra i år, gav mig en lille håndfuld af lilla med hvidt. Næste år kan jeg så se frem til en mere blomsterivrig plante. Det er da vidunderligt :-) 

( beklager den ringe billedkvalitet, solen var bare ikke til at komme udenom den da jeg skød )

 

Hedeslag

 

 

 

 

Jeg har veget pladsen til fordel for de pelsede venner. Jeg orker ikke varmen derude længere, men tilgengæld er de ellevilde over den ekstra plads og muligheden for at få luftet pelsen. De er virkeligt påvirkede af den varme der lejrer sig i stuen, så på den måde har vi alle glæde af uderummet på skift.

Jeg selv bruger skyggetimerne på at spraye med vandforstøveren. Blomster og planter elsker det, og lusene hader det.

En win win situation ;-))

En af de planter der er vokset helt vildt er min geranie. Den var lidt bleg om næppet for et par uger siden, og fyldt med lange ranglede blade. De blev alle som en klippet af, kun de små fik lov at sidde tilbage, derefter er den blevet gødet og vandet, og nu er den så frodig og grøn at det er en ren fryd. Blomsterne er også begyndt at vise sig til min store begejstring. Allerbedst er dog duften af citron, den er fantastisk syntes jeg

 

Skønhedsbevarelse

 

 

 

 

 

Feriens anden uge er ved at være forbi, men jeg kan her afsløre at min familie og jeg nyder den i fulde drag.  Her på altanen, er især sidste uge brugt på intensive skønheds bevarende behandlinger, af blandt andet mine georginer.

 

Med det mener jeg, bekæmpelse med alle forhåndenværende midler, af illegal green aliens…

 

 

 

De har nu nået en højde på en meter, og er bundet op efterhånden på den mest kreative måde.

 

 

Heldigt for mig, at jeg kun har et lille område at have med at gøre, for jeg kan se problemerne tårne sig op i store haver og anlæg. 

 

Simpelt beskrevet har jeg med en pædantisk nidkærhed, hver dag sprayet gentagende gange med vand på især de nye skud og knopper. Derefter jeg har ventet på spring ( heldigt at jeg kan sidde ned i mens hehe ), og når de små sataner har forsøgt at undvige vandet så      HAPSEN GEWESEN, har jeg splattet dem ud som små bumser.

 

Det rene blodbad faktisk,  havde det ikke været fordi de nu altså ikke har blod i sig, men kun saften og kraften af mine blomster.

 

Efter blot et par dage var bestanden næsten udryddet, og nu står så kun tilbage at opretholde ro og orden i geledderne. Et par stykker eller tre vover pelsen og lander hos mig, men det varer kun få sekunder, så er deres grønne liv forbi.  Jeg er en hård banan og ikke til at forhandle med. 

 

På den måde er georginerne faktisk reddet, og allerede nu kan jeg præsentere hele TO knopper i den ene. Jeg er så stolt og glæder mig til at se, hvilken en af dem det er, der kommer først.

 

Værre står det til i den ene halvdel af mine altankasser. Af mystiske årsager er det kun der, der er ubudne gæster, og for at det ikke skal være løvn er der to forskellige slags! Små bitte sorte og så de større grønne. I Stedmødrene har de kronede dage for de sidder så tæt og er så velvoksne ( altså blomsterne..), at jeg ikke kan komme til med samme grundighed. Det betyder at jeg nu har fået stedmødre i en blondet udgave..

 

Bitte små cirkelrunde huller over alt i ansigterne og på de grønne blade viser sig hver eneste dag, og konsekvensen er, at jeg i dag har taget hårdere midler i brug. Vandforstøveren har været i aktion, denne gang med en tynd opløsning af sæbe i. After en tid er de så skyllet grundigt af igen, og så må jeg bare vente og se om det hjælper. Ellers har de jo tjent mig godt og smukt de kære små, og jeg kan takke for mange måneders ivrig blomstring.

 

 

 

Altanen er i brug næsten døgnet rundt, dog med indlagt siesta fra ved to-tiden og til ca syv aften, da der simpelthen bliver for varmt, selv under parasollen. Ikke meget andet end dase og strikke og spise og sove bruger vi tiden på, og ved I hvad…??

 

SÅDAN skal en ferie bare være ik  :-))

 

 

 

PS:  det ensomme lille røde jordbær er et af fem, af egen avl.  De bor også i altankasserne, men i år har foråret været for hårdt, så der er ikke mange at tage af. Jeg nøler også lidt med at smage på det, for faktum er jo at der med garanti er en stor portion benzinos på.  Men pynter det gør det da    

ik os.. :-))

Varm døgnrapport

Det har været en ualmindeligt varm dag i dag. Faktisk den varmeste i fire år!  Trods den kolde start på året, og de sidste flere års varmere temperaturer, slog dagen i dag altså rekord.  Ikke underligt at jeg har været mindre utilpas, sløv og ugidelig.

Altanen har kun været mit opholdssted indtil kl ca to, på det tidspunkt ku jeg bare ikke mere. Parasol og vand var simpelthen ikke nok til at holde mit legeme behageligt afkølet, og jeg ku først trække herud igen, omkring kl halv ni til aften, da solen var ved at trække sig væk bag det sidste hustag. De mellemliggende timer, blev tilbragt med lidt hvileløs vandren mellem soveværelset der er det køligste rum, stue .. der er det varmeste og så køkkenet efter mere drikkelse.

NU, endelig kan jeg overse at tænke / skrive og det gør jeg så.

Under åben hiummel ligger jeg på et leje af bløde tæpper og puder, en kold øl læsker min hals og jeg kan kigge op på stjernerne og den sorte himmel. Her i byen er det jo generelt for lyst til at se stjernernes formationer, men der er da nogle at  få øje på :-)

 ( min klematis har fået snore i loftet at sno sig om.. )

Derfor er dagens ( nattens ) billeder taget fra en ny vinkel.  Nede fra og op og så et enkelt inde fra stuen og ud.

 

Kæresten er også først ved at være helt klar i bolden og han roder lige nu med Josefines computer, der er død som en sild.  Vi tager nok lige og venter et par timer før vi lægger os..

Vi har jo ferie ;))

 

 

 

 

 

 

Aften i byen

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har ferie og nyder vores held med sommervejret. Altanen bliver mere og mere frodig dag for dag, og her til aften i mørkningen bruger jeg det sidste lys til at skrive lidt. Computeren er ikke tændt særligt meget i disse dage, trods det at jeg fint kan have den med herud. I stedet nusser jeg om mine planter og hækler videre på mit ripple tæppe.

Her er så smukt at det næsten ikke er til at forstå, at for bare halvanden måned siden, troede jeg aldrig det skulle blive muligt at bruge dette ekstra rum.

Levende lys og lidt godt i glasset…

Vi nyder livet i byen :-)