Sommertiden

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tror ikke der findes den dansker, som ikke vil give mig ret i, at nok er sommerregn en herlig ting,men der er dog grænser for begejstringen efterhånden ikk..

I dag har jeg jo ligget brak efter gårdsdagens mange timer til fest. Noget af tiden er gået med lytten til regnen, der ikke kun silede stille ned, men derimod hamrede fast og længe på mine ruder. En beroligende og monoton lyd, og også lidt meditativt syntes jeg.  Nu er det bare sådan, at der er een ting jeg er mere vild med end sommerregn, og det er de lange lyse aftener og nætter.

Desværre får vi ikke rigtigt lov til at nyde dem til fulde i år. Hverken på altan eller i have. Jeg higer efter at sidde til det mørkner sent på aftenen, higer efter den stilhed og fred der følger disse aftener, kun brudt at fuglene der synger på hustagene.

Det er de aftener og det lys jeg skal overleve vinterens korte dage og meget mørke på…

Om lidt er det ved vejs ende med mere og mere lys, og på onsdag skal vi til at forholde os til at det vender igen. Langsom i begyndelsen, men siden hen med lynets hast. Jeg ved godt at der er tid endnu, men åhh hvor jeg syntes der har været for få muligheder i år.. 

 

 

 

 

 Det vokser ellers flittigt nok herude på min altan..  Om ikke andet kan man da rose regnen for at det ikke tørrer ud og dør af for megen varme..

Oppe under lofter hænger strandsten og klematissen har slynget sig fast om krogen.   Også de bittesmå sten i lygten er næsten gemt af de grønne blade, men det ser så fint ud alligevel syntes jeg. :-)  Nu venter vi bare på at der kommer blomster…    Jeg holder så meget af de sten jeg finder på stranden og de ligger allevegne derude. I altankasserne mellem blomsterne, på kasserne hvor der står potter, I potterne, i snore og på gulvet. Så føler jeg mig lidt som om jeg er i sommerhus..

 

 

(Beklager den dårlige lyskvalitet på nogle af billederne, det gik lidt stærkt den aften billederne blev hapset.)