Lilla dag

 

 

 

 

En lille samling af lilla.

 

Jeg går stille rundt og soignerer på altanen. Har taget min daglige tur rundt på jagt efter utøj og andet møg, som spiser mine blomster. Jeg har nogenlunde styr på dem i år, men der ryger da nogle hapser fra dag til dag, og ikke om jeg kan se hvor synderen gemmer sig.

 

To styks billeagtige sataner har jeg dog taget på fersk gerning, og de røg fluks ud over altankanten, sendt i en stor bue af min pegefinder, som skød dem afsted med en vildskab der sjældent er set.  Anderledes problematisk er det med min elskede klematis. Den bliver der nemlig også spist lystigt af, men den er jo ikke sådan lige at komme ind bag ved, så jeg må bare satse på at der stadigt er blade på når vi når august. ØV

 

Små spændstige grønne lus er her også, men dem har jeg under kontrol. Sån da..  Der har været nogle hårde angreb bla i mine stedmødre, så de blev konsekvent flået op, for ikke at de skulle smitte naboerne.

 

Naturen er vidunderlig, men hvor er mariehønerne henne???

 

 

Mer’ lilla.. 

Aftenstemning

 

 

 

 

 

Det er ved at være aktuelt med lidt levende lys på altanen. Når nu det ikke kan være anderledes, er det alligevel smukt at se på ik.. :-)

På billedet er de to georginer jeg indtil nu har kunnet høste. Der er endnu tre på vej, og jeg håber sådan at de når at vise deres pragt INDEN ormen tager dem.

Status og en masakre

 

Der er gået tid siden sidste indlæg. Lang tid faktisk, hvor altanen bare har været en del af sommeren og hvor dagene med regn har gavnet planterne, men betydet indendørs sysler. I dag er sådan en dag, hvor hvert minut er vigtigt, for det er ikke til at vide hvor meget længere jeg får mulighed for at sidde herude i år. Jeg kan være heldig og få endnu to mdr med godt vejr, men også luften og lyset betyder noget for om det er behageligt at være her. Og så er der bierne forresten..

Jeg gentager.. :

I dag er sådan en dag :-)

Allerede ved sekstiden i morges, sad jeg herude første gang. Er jeg vågen så tidligt på en lørdag, er det om at få kaffen i koppen og skynde sig at få en halv time derude, FORDI..  så tidligt er der endnu mulighed for at høre stilheden. På det tidspunkt er der endnu ingen trafik, ihvertfald ikke hver tiende sekund, og på det tidspunkt er derfor også mulighed for at høre naturen omkring mig. Fuglene ovre ved søen, mågerne på taget, småfuglene der gemmer sig i buskene og biernes summen.

Uh jeg elsker det.

At jeg så lige gik i seng igen er en anden sag, men jeg nåede at nyde en stille lørdag morgen.

Selve altanen har virkelig foldet sig ud de sidste to mdr, og som I ved har jeg opholdt mig derude nærmest både nat og dag i sommerferien. Jeg har kæmpet en ulige kamp mod naturens egne krigere de grønne lus, men senest også orme. Orme der kom hertil med vinden er jeg overbevist om, for da jeg spottede dem første gang hang de i silketynde snore og var ikke større en knappenåle. Jeg fjernede med løs hånd, og tænkte ikke videre over det.

BIG MISTAKE!

I dag er mine georginer nemlig nærmest spist op, og i går eftermiddags tog jeg konsekvensen som et sidste desperat redningsforsøg. Alt, og jeg mener virkelig ALT blev klippet væk. Døde brune blade, blade med huller så store som ozonlaget, og stængler der var helt indtørrede. Ormene..  ja de dukke jo så frem i lyset, og jeg har fjernet henved tyve femogtyve stykker. Interessant er det at de havde flere farver, og klart har evnen til at tilpasse sig det de nu sidder på. Sejlgarn, lerpotte og det grønne løv feks. Dvs brune, orange og grønne væsener så lange som to cm. Det der fik mig til at gå helt agurk, var da det gik op for mig at alle de sorte runde tingester der lå på altanens lyse gulv, IKKE var jord, men ormepoo!  Jeg ville fjerne det og til min overraskelse var kuglerne grønne indeni. HOLD da fest altså. Er I klar over hvor store kugler med l… der kommer ud af sådan en bette orm??

En enkelt havde endda sneget sig helt over på min stolehynde. Den fangede jeg her til morgen. Den lever ikke mere ..

 

 

´

Nu må jeg så se om jeg har reddet mine planter så meget at de knopper der er på dem, kan springe ud. Ellers er det bare ærgeligt og jeg vil nortere mig bag øret til næste år, at jeg skal have ordentlige midler til at bekæmpe uønskede gæster på altanen.

 

 

 

 

 

Det ser sølle ud ik..?

Flot er tilgengæld mine klematis:

 

 

Kapitulation

 

 

Nogle gange må man bare erkende at man er slået af overmagten. Kapitulere og ikke bruge unødig energi på en håbløs opgave. Det har jeg så gjort nu, med det resultat at min elskede og frodige altan nu er mere blakket at se på.

 

Min kamp med de små satans lus, og med små grønne orme endte med at være FOR svær. I dag ser bla mine georginer sølle og forspiste ud, men jeg lader det være. Store huller og halvdøde skud er overalt på dem, og så alligevel har et par enkelte knopper fundet ved ud af mørket. Den ene blomstrer lige nu, og jeg skal gud dødemig tage alle de billeder af dem jeg orker. Fra alle vinkler og i alle slags vejr. Heldigvis er det den smukkeste af dem, den fra Isabellas :-)

Jeg poster snart billeder af den..

Det ser også ud til at der kommer et par mere, så nu ser vi om de når at folde sig ud, inden dyrene helt har overtaget herredømmet, derude på altanen.

 

Et stort problem får man, når man som jeg godt kan lide at det hele står tæt sammen og ser massivt frodigt ud. Det er umuligt at forhindre de små i at hoppe fra den ene plante til den anden og bare formere sig i lynets hast. De grønne orme opdagede jeg, da de endnu var så små, at de lignede knappenåle som de hang der i deres lange tråd af et spind. Inden ugen var omme, kunne jeg se deres gnaskende gummer med det blotte øje…  Nå ja, ok jeg overdriver muligvis en smule, men store og saftige er de nu. Mere saftige end de blade de æder løs af :-(

Jeg har nu sorteret og smidt ud med hård hånd. Kun en altankasse står tilbage med stedmødre i. Sjovt nok er der ikke utøj i den. ENDNU!  De andre to, er renset for planter der efterhånden var så sølle at se på, at det var en ren blomsterkirkegård. Min økonomi rækker ikke lige til indkøb af nye blomster, så i stedet har jeg leget lidt med det jeg har. Billeder kommer senere, når kameraet igen er ladet op.

Midt i al denne blomsterdød, kan jeg trods alt glæde mig over at mine klematiser vokser som bare pokker. Over stok og sten går det, og den er nu nået helt henover altanen, og er begyndt nedstigningen på den anden side af døren. Den ældste belønner min flid, med masser af smukke mørklilla blomster, den yngste fra i år, gav mig en lille håndfuld af lilla med hvidt. Næste år kan jeg så se frem til en mere blomsterivrig plante. Det er da vidunderligt :-) 

( beklager den ringe billedkvalitet, solen var bare ikke til at komme udenom den da jeg skød )

 

Skønhedsbevarelse

 

 

 

 

 

Feriens anden uge er ved at være forbi, men jeg kan her afsløre at min familie og jeg nyder den i fulde drag.  Her på altanen, er især sidste uge brugt på intensive skønheds bevarende behandlinger, af blandt andet mine georginer.

 

Med det mener jeg, bekæmpelse med alle forhåndenværende midler, af illegal green aliens…

 

 

 

De har nu nået en højde på en meter, og er bundet op efterhånden på den mest kreative måde.

 

 

Heldigt for mig, at jeg kun har et lille område at have med at gøre, for jeg kan se problemerne tårne sig op i store haver og anlæg. 

 

Simpelt beskrevet har jeg med en pædantisk nidkærhed, hver dag sprayet gentagende gange med vand på især de nye skud og knopper. Derefter jeg har ventet på spring ( heldigt at jeg kan sidde ned i mens hehe ), og når de små sataner har forsøgt at undvige vandet så      HAPSEN GEWESEN, har jeg splattet dem ud som små bumser.

 

Det rene blodbad faktisk,  havde det ikke været fordi de nu altså ikke har blod i sig, men kun saften og kraften af mine blomster.

 

Efter blot et par dage var bestanden næsten udryddet, og nu står så kun tilbage at opretholde ro og orden i geledderne. Et par stykker eller tre vover pelsen og lander hos mig, men det varer kun få sekunder, så er deres grønne liv forbi.  Jeg er en hård banan og ikke til at forhandle med. 

 

På den måde er georginerne faktisk reddet, og allerede nu kan jeg præsentere hele TO knopper i den ene. Jeg er så stolt og glæder mig til at se, hvilken en af dem det er, der kommer først.

 

Værre står det til i den ene halvdel af mine altankasser. Af mystiske årsager er det kun der, der er ubudne gæster, og for at det ikke skal være løvn er der to forskellige slags! Små bitte sorte og så de større grønne. I Stedmødrene har de kronede dage for de sidder så tæt og er så velvoksne ( altså blomsterne..), at jeg ikke kan komme til med samme grundighed. Det betyder at jeg nu har fået stedmødre i en blondet udgave..

 

Bitte små cirkelrunde huller over alt i ansigterne og på de grønne blade viser sig hver eneste dag, og konsekvensen er, at jeg i dag har taget hårdere midler i brug. Vandforstøveren har været i aktion, denne gang med en tynd opløsning af sæbe i. After en tid er de så skyllet grundigt af igen, og så må jeg bare vente og se om det hjælper. Ellers har de jo tjent mig godt og smukt de kære små, og jeg kan takke for mange måneders ivrig blomstring.

 

 

 

Altanen er i brug næsten døgnet rundt, dog med indlagt siesta fra ved to-tiden og til ca syv aften, da der simpelthen bliver for varmt, selv under parasollen. Ikke meget andet end dase og strikke og spise og sove bruger vi tiden på, og ved I hvad…??

 

SÅDAN skal en ferie bare være ik  :-))

 

 

 

PS:  det ensomme lille røde jordbær er et af fem, af egen avl.  De bor også i altankasserne, men i år har foråret været for hårdt, så der er ikke mange at tage af. Jeg nøler også lidt med at smage på det, for faktum er jo at der med garanti er en stor portion benzinos på.  Men pynter det gør det da    

ik os.. :-))