For et stykke tid siden læste jeg et sted, hvor har jeg desværre glemt, om en statistik der viser at efter en vinter som den vi har haft i år, følger et koldt forår og en ikke særligt solrig sommer.
Jeg rystede på hovedet dengang, ihukommende alle prognoser der siger at vi får det generelt varmere og varmere på disse breddegrader, men nu er jeg alvorligt bange for at artiklens forfatter får ret.
Ved gud det har været noget mere køligt i år, end de foregående, hvor vi på dette tidspunkt allerede kunne gå strømpeløse, sidde på blomstrende og frodige altaner og med lettere brune ansigter. Som det ser ud nu, kommer mine spirede tallerkensmækkere til at lide kulde/lys døden allerede inden de er sat ud. Optimistisk har jeg i år jo prøvet at forspire dem, men det var en klar fejl ser jeg nu, hvor de bliver mere og mere gule og en efter en lægger sig til at sygne hen i deres ellers udemærkede jord og bolig indendørs.
Ærteblomsterne holder skansen endnu.
Heldigvis kan man da købe sig til en blomstrende altan, men jeg er ked af at de smukke sorter jeg har investeret i, går til spilde og der er udsolgt så jeg kan ikke købe nye frø desværre. Man kan simpelthen se at blomster og planter vokser langsommere og selvfølgelig er det da ok, så kommer de bare senere på sæsonen, men jeg vil alligevel tillade mig at sørge lidt over mine døde skønheder.
Billeder kan jeg ikke producere i dag, for jeg sidder ved en lånt computer.