Kapitulation

 

 

Nogle gange må man bare erkende at man er slået af overmagten. Kapitulere og ikke bruge unødig energi på en håbløs opgave. Det har jeg så gjort nu, med det resultat at min elskede og frodige altan nu er mere blakket at se på.

 

Min kamp med de små satans lus, og med små grønne orme endte med at være FOR svær. I dag ser bla mine georginer sølle og forspiste ud, men jeg lader det være. Store huller og halvdøde skud er overalt på dem, og så alligevel har et par enkelte knopper fundet ved ud af mørket. Den ene blomstrer lige nu, og jeg skal gud dødemig tage alle de billeder af dem jeg orker. Fra alle vinkler og i alle slags vejr. Heldigvis er det den smukkeste af dem, den fra Isabellas :-)

Jeg poster snart billeder af den..

Det ser også ud til at der kommer et par mere, så nu ser vi om de når at folde sig ud, inden dyrene helt har overtaget herredømmet, derude på altanen.

 

Et stort problem får man, når man som jeg godt kan lide at det hele står tæt sammen og ser massivt frodigt ud. Det er umuligt at forhindre de små i at hoppe fra den ene plante til den anden og bare formere sig i lynets hast. De grønne orme opdagede jeg, da de endnu var så små, at de lignede knappenåle som de hang der i deres lange tråd af et spind. Inden ugen var omme, kunne jeg se deres gnaskende gummer med det blotte øje…  Nå ja, ok jeg overdriver muligvis en smule, men store og saftige er de nu. Mere saftige end de blade de æder løs af :-(

Jeg har nu sorteret og smidt ud med hård hånd. Kun en altankasse står tilbage med stedmødre i. Sjovt nok er der ikke utøj i den. ENDNU!  De andre to, er renset for planter der efterhånden var så sølle at se på, at det var en ren blomsterkirkegård. Min økonomi rækker ikke lige til indkøb af nye blomster, så i stedet har jeg leget lidt med det jeg har. Billeder kommer senere, når kameraet igen er ladet op.

Midt i al denne blomsterdød, kan jeg trods alt glæde mig over at mine klematiser vokser som bare pokker. Over stok og sten går det, og den er nu nået helt henover altanen, og er begyndt nedstigningen på den anden side af døren. Den ældste belønner min flid, med masser af smukke mørklilla blomster, den yngste fra i år, gav mig en lille håndfuld af lilla med hvidt. Næste år kan jeg så se frem til en mere blomsterivrig plante. Det er da vidunderligt :-) 

( beklager den ringe billedkvalitet, solen var bare ikke til at komme udenom den da jeg skød )

 

Endelig som det skal være herude

Nu er altanen som jeg vil have den :-)

Der kunne godt have været flere blomster på alt det grønne, men hele sæsonen er jo stadigt forsinket så senere regner jeg bestemt med at det vil være mere kulørt herude. Jeg er bænket med alt mit livsnødvendige habengut, hækletøj, bærbar, friskbagte boller ( vi har jo ferie..), kaffe, skygge indtil videre og fred i sindet. Om lidt bliver parasollen hentet op fra kælderen, den kan jeg ikke undvære længere for omkring halv tolv står solen allerede lige på, og både jeg og alle planterne bliver ristet alt for hårdt. Jeg er ikke den store solnyder, bliver let forbrændt, så derfor er jeg solidarisk med resten af altanens brugere..  Begge døre kan være åbne, og det får det hele til at virke større, som en lille del af stuen og det elsker jeg.

 

Marsvinene bruger den også, men ikke på hverdage for tiden, da der er voldsomt støjende med jævne mellemrum, fra byggeriet omme bagved. Nu skulle man så tro at jeg også selv ville være generet at støjen fra mine omgivelser, men jeg er uhyggeligt god til at lukke den ude. Både lyttebog, men også vanen og mine år i terapi, har lært mig teknikken med at lukke af. Kun børnenes skænderier og alm teenage støj kan jeg ikke klare i længere tid af gangen, men det er en helt anden og for altanen uvedkommende historie :-)

Det er en daglig nydelse nu, at være herude. Jeg nusser om det hele, bruger meget tid på bare at sidde og se det hele gro for øjenene af mig. Især klematissen vokser så ivrigt, at det er lige før at jeg kan se med det blotte øje, dens stængler blive længere og længere. Der er noget terapeutisk ved det med at kigge på det grønne der trivedes og gror. Mine naboer som slet ikke bruger deres altaner, og kun har en enkelt blomst eller to derude, må tro jeg er mindre underlig når jeg sådan sidder stille længe af gangen, og bare kigger rundt. Jeg gør mig også umage for ikke at fotografere i en bestemt retning, for det kunne jo misforståes og få dem til at tro jeg retter linsen mod deres privatliv, og ikke mine egne planters udvikling..  

 

 

 

Også på den anden side af lejligheden, inde i soveværelset har vi jo en lille bitte altanlignende tingest. Der er dobbeltdøre og ikke meget andet end en lille gesims med gitterværk for, men alligevel er det lykkedes mig at få grønt til at gro derude. Solen står på fra tidlig morgen til ved middagstid, og det virker fint. Jeg har ærteblomster der snor sig op af gitret, men ikke så højt som sidste år, vedbend som er nyplantet da vinteren slog min gamle ihjel. Det har jeg været ret så trist over, da den var fire år gammel og efterhånden dækkede det hele så fint som jeg havde forestillet mig da jeg satte den.  Nu får den nye lov at overtage, og så må vi se hvor gammel den kan blive. Derudover er der en enkelt rankeblomst, som har overlevet forårets forspiring indendørs. Den vokser til gengæld helt vildt og har nu sat knopper til en masse blå blomster. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at se ud om ikke så længe :-) 

 

 

 

 

Lige uden for dørene bor disse to duer. De er møgmugne over at jeg ikke vil lade dem bo i mine altankasser. Jeg syntes måske nok bare at det er lidt træls de maser de få der er til plukfisk  hihi

Sommeren er endelig over os, og det skal nydes hvert minut. Vi har ferie og held i uheld er det, at vi ikke kan låne sommerhus i år, for så kan jeg jo hver dag nyde altanen og sikre at det hele ikke dør af tørst :-))

Årets allerførste buket

I går ku jeg lave den allerførste buket at blomster fra egen altan.

 

Det er en mindre begivenhed syntes jeg, og i år især fordi alt er så meget senere fremme end sidste år. Trods det kølige forår er der alligevel farver og former at finde, og her er der faktisk hele fire forskellige slags i buketten.

Jeg glæder mig over den lille bombe af farver, og ser frem til endnu mere senere på sæsonen. En ting ærgrer mig dog, og det er at jeg i år ikke har nået at få stedmødre i de gul/orange kulører. En klar fejlvurdering og ikke en jeg gentager næste forår. Jeg syntes jo det ser både chekket og stilfuldt ud, de steder der er blomster arrangeret i farveharmonier, så jeg har i år kun indkøbt hvide og så flere nuancer af lyserød og lilla.

 

Den duer bare ikke hos mig ved jeg nu. Der mangler lissom noget..

 

Se bare her hvordan det så ud i kasserne ved soveværelsesdøren sidste år:

I betragtning af at det faktisk er en IKKEaltan, så var der alligevel strålende sol, også i gråvejr.

De to billeder er taget engang i maj måned og man kan se hvor grønt og saftigt det hele var, og DET ved vi at det bliver igen heldigvis.