Mine frø fra Fauerflora / Lines Kolonihave

 

 

 

Line fra kolonihaven FauerFlora, har selv været en blomst over for mig i år. Hun har nemlig doneret frøposer som starthjælp til min nye altan. For det første er jeg selvfølgelig vældigt benovet og superglad over at hun sådan tænker på mig, og for det andet er det simpelthen så fine blomster, jeg har udsigt til at kunne beundre i sommer. Jeg fik lov at vælge fem poser, og har selv valgt lidt ekstra ved siden af, så der er et herligt udvalg nu.

 

Line er kolonihaveejer, og alle frøene er fra hendes egen have. Testet og udvalgt, så der er sikkerhed for at kvaliteten er i orden. Jeg syntes bestemt at I skulle kigger over til hende, hun har en fin hjemmeside med masser af information og billeder OG en webshop. Fristelser med andre ord..

 

Efterhånden har jeg alt i hus, så jeg kan komme igang med at så og forberede planter, men desværre er mit helbred ikke helt godt, så det går ikke så hurtigt som jeg gerne ville. Indtil videre er alt sat frem og gjort klart, og jeg er glad for at det kun er mig der bestemmer, for ingen anden ville sikkert synes om at det halve af stuen nu ligner et udhus. Tagrenovationen gør det nemlig ikke muligt at stå udenfor på altanen endnu, men jeg håber bestemt på at der kan blive en lille planteplads senere hen.

 

Foruden Lines frø ligger der en lille portion fra Isabella’s. Som altid har hun skønne valgmuligheder, men i år syntes jeg ikke helt om alle poserne. Nogle af dem er nemlig uden illustration udenpå, og for en amatør og IKKElatiner, er det svært at huske hvad der er i. Jeg har derfor været inde på hjemmesiden igen, for at kopiere oplysningerne ind på et dokument, og selvom det er let som ingenting irriterer det mig lidt alligevel.

Jeg skal nok senere lave en komplet planteliste, også for min egen skyld ellers kan jeg ikke huske, hvad der er hvad fra år til år, men det kender I nok ik.. :-)

 

Jeg skal heller ikke undvære georginer i år har jeg besluttet, og passende store kummer er indkøbt til formålet. Jeg har erfaret at de udemærket kan klare sig i krukker, men de giver ikke helt så meget, så i år skal den have fuld skrue med pladsen til rødder og vækst. En pakke med pæoner fra Netto og andre småplanter ligger også på bordet. De koster nærmest ingenting, så bliver de ikke til noget gør det ikke så meget.

 

For nu vil jeg bare gribe til stakken af bøger og lade mig undervise og inspirere. Jeg når nok det jeg skal i tide, og der er så meget at beslutte når man begynder forfra. Hvor skal hvad placeres i forhold til lys og vind, hvilke farver skal der være, og skal det hele blandes til en palet af kulører, eller skal det stå i farveorden og grupperet??

 

 

Jojo, at lege med jord og håbe på grønne fingre er skam ingen leg. Det er en sport og kræver minimum en universitetsgrad…. siger nogen. Jeg selv siger bare at det kræver lyst og gåpåmod. Så lærer jeg lidt efter lidt, og har glæden med hele vejen.

Jeg har ingen altan mere..

Det er meget længe siden jeg har skrevet herinde.  Siden sidst er mit liv jo røget af det vante spor, og jeg bor i dag ikke længere på Ålekistevej med den dejlige altan. Jeg håber dog af hele mit hjerte at den lejlighed jeg går og venter på at få tilbudt også har altan, for netop nu ville det være et plus for min psyke at vide at jeg kunne se frem til endnu en sommer med grønt og frodigt omkring mig.

 

Jeg bor på et krisecenter lige nu, på Østerbro. Hvor længe det skal vare ved jeg ikke, men jeg håber på at det kun er nogle måneder endnu. Vi får se..

 

Indtil da er alle mine planter og de løg jeg satte i efteråret stadigt på min gamle adresse, og det ville have været ok, hvis ikke det var fordi jeg ikke længere kan klare at være i kontakt med min eks. Det gør for ondt og derfor er planen nu, at om ikke så længe så henter en veninde og jeg alt hvad der står derude, og så kommer det til at “bo” på hendes altan. Mine planter vil dermed også være i krisepleje :-))

 

Hende besøger jeg regelmæssigt og jeg kan derfor få mulighed for at følge med i hvordan tulipanerne og alle de andre forårsbebudere udvikler sig. DET bliver godt. Tilbage er så kun mine pelsede, der ikke kan komme “ hjem” til mor før jeg har min egen bolig. Jeg savner dem hver dag, og de skal helt bestemt hentes så snart det kan lade sig gøre.

 

Kære blomstervenner, indtil jeg igen kan blomstre her på bloggen vil jeg ønske jer alle en fortsat god vinter. Vi rammer nu heldigvis februar og dermed er vi et skridt tættere på det skønne forår.

 

 

 

 

Jeg vender om

 

 

 

 

 

I dag tager jeg konsekvensen af dette triste efterårsvejr. For det første ryger mine tallerkensmækker-sku-ha-været, direkte i skraldespanden. Gider ikke blive ved at glo på de sølle gulnede rester, der burde have været saftige og lysegrønne. De optager plads indendøre, plads jeg har brug for til noget andet og forresten gør de mig hver dag sur i ansigtet fordi de minder mig om tingenes tilstand udendørs.  HVIS det bliver varmere og måske endda sommer derude en dag, så får jeg købe mig til lidt blomsterflor.

PUNKTUM!

For det andet bliver de ærteblomster der er ok stadigvæk, sat i deres sommerhuse og ud hvor de skal stå. Overlever  de er det jo brilliant, gør de ikke -  jamen så er det bare trist for dem.  Jeg sender regningen for tabt arbejdsfortjeneste og spildte frø til vejrministeriet…

Dillemaet der er tilbage er kun, hvad jeg skal gøre med mine georginer?  De begynder at fylde alt for meget herinde, og på den ene er alle spidserne på bladene begyndt at tørre ud og blive sorte. Hvad handler det mon om??  Måske jeg sætter dem ud også, og så må det briste eller bære.

I år kan så blive det år, hvor jeg må lade mig nøje med en altan der bare er en altan, og så glæde mig over at jeg slipper for bekymringen om, hvordan jeg skal holde liv i det hele, når vi holder sommerferie senere. Jeg har da heldigvis stadig andre blomster at glæde mig over og mine billeder fra sidste år.  Hmmm..

Det er lidt tankevækkende at netop i år, hvor jeg valgte at åbne min altanblog, fyldt med ambitioner, baseret på de sidste års forrygende vejr og deraf inspirationen til at gøre lidt mere ud af vores lille uderum, ja så bestemmer naturen sig til at modarbejde alle danske udendørsentusiaster. 

Så kan vi lære det kan vi.

 

Lad være med at tage noget for givet, koncentrér energien om nuet, nyd dagen og klæd dig på efter vejrforholdene.

Og    køb dig en lyslampe….;)

 

 

Årets allerførste buket

I går ku jeg lave den allerførste buket at blomster fra egen altan.

 

Det er en mindre begivenhed syntes jeg, og i år især fordi alt er så meget senere fremme end sidste år. Trods det kølige forår er der alligevel farver og former at finde, og her er der faktisk hele fire forskellige slags i buketten.

Jeg glæder mig over den lille bombe af farver, og ser frem til endnu mere senere på sæsonen. En ting ærgrer mig dog, og det er at jeg i år ikke har nået at få stedmødre i de gul/orange kulører. En klar fejlvurdering og ikke en jeg gentager næste forår. Jeg syntes jo det ser både chekket og stilfuldt ud, de steder der er blomster arrangeret i farveharmonier, så jeg har i år kun indkøbt hvide og så flere nuancer af lyserød og lilla.

 

Den duer bare ikke hos mig ved jeg nu. Der mangler lissom noget..

 

Se bare her hvordan det så ud i kasserne ved soveværelsesdøren sidste år:

I betragtning af at det faktisk er en IKKEaltan, så var der alligevel strålende sol, også i gråvejr.

De to billeder er taget engang i maj måned og man kan se hvor grønt og saftigt det hele var, og DET ved vi at det bliver igen heldigvis. 

Blomstertanker

I de år jeg har haft altan, er det altid begyndt i det små om foråret, med lidt hårdføre blomster, for sidenhen at udvikle sig til et mindre sammenskudsgilde af planter og urter, der er kommet til som månederne er gået. Altid har der været blomster i rigelige mængder, men aldrig har jeg overvejet grundigt hvordan det egentlig skulle være INDEN seæsonen gik igang.

Jeg har boet med store altaner, bitte små og en lang periode på mit elskede Frederiksberg, helt uden. De år var virkelig svære at komme igennem, når man som jeg elsker jord under mine kunstige negle :) Dengang kompenserede jeg for det, med en stue der i den grad bar præg af fruens abstinenser. Heldigvis var jeg  den lykkelige “ejer” af tre stuer, hvoraf den ene var en enorm hjørnestue, med sol fra tidlig formiddag til sen aften, og derfor også alt det lys jeg kunne ønske mig. I den stue var jeg helt fra gadeniveau berømt for mine kæmpe Dronning Ingrid, der bare voksede og voksede i  de flotte herskabelige vinduespartier. Også tomater og andre urter voksede frodigt i de vinduer forresten. Jeg kunne ligesom ikke acceptere at jeg ikke havde muligheden for at lege med jord og spirer, så jeg kastede mig bare ud i alle mulige eksperimenter, og mange af dem lykkedes til overflod i de år jeg boede der.

Inden jeg flyttede her til hvor jeg bor nu, havde jeg en lille mini altan, der som den eneste ud af de andre 25 magen til, var frodig og farverig hele sommeren igennem, INGEN af de andre beboere gad bruge tid på den lille plet, men da min også var en del af det rum der var både stue og soveværelse for mig, ku jeg slet ikke lade være med at lege med pladsen. Al min tid brugte jeg der, og som pensionist er tid som bekendt noget der er masser af..  Jeg måtte bare prøve at se hvad jeg kunne få ud af den plads der nu engang var. Så sad jeg der på min lille skammel, og alle der kom forbi begyndte efterhånden at kigge op og vinke, mange kom med kommentarer om hvordan det udviklede sig, og endnu flere begyndte at fortælle om den lille blomstrende balkon på 1. så inden jeg nåede at flytte ud igen, oplevede jeg at helt fremmede mennesker lagde vejen forbi på deres gåtur om søndagen, for at se hvad det var der blev talt om. Nu skal det lige siges at jeg er født og opvokset i kvarteret og hele min familie er udemærket kendt og rigt repræsenteret der, så jeg kendte mange af dem, der lagde vejen om ad Poppelhegnet. Alligevel syntes jeg det siger noget om, hvad blomster og frodighed gør ved humøret. Det glædede ikke kun mig, men faktisk den halve omegn, og det er da ikke en ringe gevinst syntes jeg.

Det første år jeg boede der, var det sådan lidt på skrømt at jeg gik i gang, men det udviklede sig hurtigt og inden sommeren var omme var der helt utroligt smukt derude.

Se bare her:

Det første år satte jeg en voksdug hele vejen rundt om altangitteret, men allerede året efter var det væk igen, for jeg syntes det var meget hyggeligere ,at jeg kunne sidde der på min lille skammel, med kaffekoppen og en god bog, og samtidigt følge med i livets gang på plænen nedenfor. Der var en legeplads og en boulebane som ældreforeningen brugte hver tirsdag. Liv og leben, også selvom jeg indvendigt ku være rigtigt dårlig og ikke selv kunne komme udenfor og  være social. Følelsen af isolation var mindre, fordi min altandør stod åben stort set døgnet rundt fra april-maj til omkring oktober. Der var masser af læ og lejligheden var aldrig kold.

Fulgeliv sørgede jeg også for at skaffe mig.

Masser af bolde og små brødkrummer, fik de små fuglearter til at flokkes på altanens gulv hvergang jeg ikke selv sad der, og en enkelt solsort var så forvænt at han hver morgen prikkede til glasset i døren hvis skålen var tom.

Jooo der er rige muligheder for et blomstrende liv i byen…