September solen hedder noget med apricot hos mig

 

 

 

 

ENDELIG!

 

 

Lettere flosset i kanten, og med sine søskende langt bagud er den sprunget ud. Desværre har jeg slet ikke en vase til sådan en tung og lang enlig stilk ,  ( eller jo det har jeg, men det er flaskerne som pynter på altanen hele sommeren,og som nu kræver en større rengøring.. hvilket jeg ikke gider )  så den må bo som her i et lille, men matchende hyacinth glas. Mig gør det ikke noget, jeg er bare glad for at vi nåede det, georgine og jeg, inden frosten kommer. Nu kan jeg med ro i sindet ( på den front  hihi ) lade det grønne visne og grave knoldene op for vinteren.

 

 

Hvad jeg vil se på næste år udenfor har jeg ikke helt besluttet mig for endnu,men eet er sikkert. Jeg vil ihvertfald gerne kunne se denne her skyde endnu en gang.

Den sidste buket er nok den smukkeste

 

 

 

 

 

 

 

I går blev de sidste rester af blomster klippet fra altanen.  Nogle af dem har været meget gavmilde, andre har faktisk først nu givet mig et par enkelte stilke. Jeg har ventet længe på dem, og helt tvivlet på om de mon nåede at blomstre overhovedet. Det gælder den lilla og den lille røde blomst til højre i buketten.

 

 

Tilbage er nu kun at få gravet to pelagonier op fra altankasserne. De skal overvintres indendøre, og jeg læser lidt på hvordan jeg gør det bedst. Har gennem årene prøvet flere metoder med større og mindre held, så jeg tænker over det. Imens jeg gør det kan jeg sidde her i min stue, og beundre buketten på billederne. Jeg føler mig så heldig, fordi jeg som altanejer kan samle så smukt et farveflor. Det KAN altså lade sig gøre uden 2000 kvm jord og hvad har vi.  Forresten er jeg meget spændt på, hvordan mine georginer ser ud i næste uge. Der er lovet frost og een af dem er først nu ved at springe ud. Jeg vil så gerne se farven og formen på den, for det har jeg jo glemt siden dengang i april hvor de blev lagt i kummen. Der er også mange mange knopper på de to, jeg allerede har høstet af længe, men om de når at leve inden kulden må tiden vise.

 

Om jeg vil eller ej, så er sæsonen næsten slut for mit vedkommende. Jeg sidder mere inde end ude nu, og her til morgen var det altså virkelig koldt, så der tog jeg kaffen inde i sofaen. Det er egentlig ok, for jeg er træt af at vande og pusle om det grønne, og så er glæden jo så meget desto større, når næste marts viser sig. Det lyder ikke så slemt, men nu jeg tæller efter så er der sgu et helt halvt år til!  Syntes ellers at dette års altantid er gået mega hurtigt. Nå, jeg fabler deruaf.. Sorry :)

 

I slutningen af august blomstrer den endeligt.. den hvide klokkeranke

 

 

 

 

 

Jeg har ventet i måneder. Været så spændt på om den gad. Blomstre altså. Vokse vil den jo gerne, og fakstisk så ivrigt, at den nu har flettet sig sammen med den noget mere sløje klematis i den anden ende. Omkring 7 meter er den, og det utrolige er at hele herligheden komme af kun fire små stængler i en altankasse.

 

De er ikke helt nemme at spotte for andre end mig, for de sarte grønhvide blomster går i eet med løvet, som vokser tæt og hænger helt oppe under loftet. Synd at den ikke kan overleve og dermed blive endnu mere dominerende næste år hihi.  At den er så frodig har overrasket mig, og det samme har den manglende blomstring af samtlige mine tre klematisser. Den ene er seks år efterhånden og har de fem af dem blomstret villigt. De andre er nye fra i år, så der forventede jeg ikke det helt store. Den gamle er klippet ned som den skal i foråret, men nej… den har ikke været på toppen. Det har den altså ikke.

 

Siden dette billede blev taget før ferien er den vokset yderligere helt hen til snoren med sten.

Sammen med lyserøde blomster og tallerkensmækker står den. Men ok..  farverne er ikke helt koordineret. Det må være en ommer til næste år  Dette er den ene endevæg og i den anden ende se det sådan ud:

Noget mere ydmygt.

 

Det er ved at være sidst på sæsonen på altanen, men der er mange timer tilgode endnu herude. Der er fjernet døde og skimlede planter, og jeg er ved at forberede mig på at skulle pakke sommerpynten ned. Et par plastkasser fra Ikea får plads herude, og i dem kan alle pyntedimserne og hynderne så stå fint og tørt indtil foråret igen kigger frem.

 

Efter jeg fjernede de døde stedmødre og tallerkensmækkerne som var blevet lidt kedelige og lusede, ser kasserne lidt mere rodede ud. Det skyldes at jeg har fyldt dem med, hvad der nu var i potterne rundt omkring. Siden er blandt andet basilikum og flittiglise vokset rigtigt godt til.

Der er ikke billeder som er helt up to date desværre. Har ikke lige haft energien. Jeg håber dog at få skrevet et par ord mere senere om altanen, når efteråret flytter ind herude. See you :-)

Årets første georginer er sprunget ud på min altan

 

 

 

 

Behøver jeg at sige, at jeg er både forbløffet pga tidspunktet, og også lettere forelsket ??

 

Der er to sorter indtil videre, som nu har fået en af mine små vaser pyntet med farver. Flere skulle gerne komme til, men indtil videre er der på dem ingen knopper i sigte.

 

Jeg husker ikke hvad den lilla hedder, men den orange hedder Apricot Jewell og prøv lige at se hvor fint den har en lilla stribe på et af bladende, som passer til den anden.. 

 

Jeg har det mildest talt møgdårligt lige for tiden, så jeg orker ikke mange ord, men her på altanbloggen kan jeg nu godt overskue at dele lidt. Den lille bitte vase, står nu ved min seng på natbordet, så jeg kan nyde frugten af forårets arbejde, selvom jeg bare ligger her og ligger.  Også den røde gerbera er jeg vild med, og planten skyder lystigt hele tiden.

Til sidst et billede af de anemoner jeg lagde i jorden sådan lidt i blinde og uden at vide om de ku. Det ku de, og nu er der flere farver på vej derude i min lille have.

 

 

Forresten kom min underbo på visit i søndags. Hun MÅTTE se, hvad det var der egentligt foregik heroppe, og hun var ved at gå helt i bro hihi. Faktisk fik det hendes ellers altid kørende snakketøj til at gå i stå, og jeg ku så hygge mig over, at det nu er en kendsgerning at det kan lade sig gøre …  for en stund :) 

 

Hun er nu sød, og hendes benovelse over HVOR frodigt man kan ha det på 2. var dejligt ærlig.

 

 

Hvide blomster og varm the

 

 

 

 

Jeg er ret vild med de her:

 

 

Et tilfældigt køb fra Rema1000. Jeg anede dengang ikke at der ville vise sig så smukke blomster, og nu tænker jeg at der må mere til næste sæson. De vil se super ud i altankasserne, ind i mellem alt det andet jeg heller ikke kan “undvære” hihi

 

 

 

Trods den irriterende og ret så kølige blæst har kanin og jeg alligevel været udenfor. Han har snuet, og jeg har hæklet, men nu er det alligevel blevet for koldt, så vi er trukket ind igen. Tid til spinat tærtens fremstilling, og en varm  kop the tror jeg.

Kapitulation

 

 

Nogle gange må man bare erkende at man er slået af overmagten. Kapitulere og ikke bruge unødig energi på en håbløs opgave. Det har jeg så gjort nu, med det resultat at min elskede og frodige altan nu er mere blakket at se på.

 

Min kamp med de små satans lus, og med små grønne orme endte med at være FOR svær. I dag ser bla mine georginer sølle og forspiste ud, men jeg lader det være. Store huller og halvdøde skud er overalt på dem, og så alligevel har et par enkelte knopper fundet ved ud af mørket. Den ene blomstrer lige nu, og jeg skal gud dødemig tage alle de billeder af dem jeg orker. Fra alle vinkler og i alle slags vejr. Heldigvis er det den smukkeste af dem, den fra Isabellas :-)

Jeg poster snart billeder af den..

Det ser også ud til at der kommer et par mere, så nu ser vi om de når at folde sig ud, inden dyrene helt har overtaget herredømmet, derude på altanen.

 

Et stort problem får man, når man som jeg godt kan lide at det hele står tæt sammen og ser massivt frodigt ud. Det er umuligt at forhindre de små i at hoppe fra den ene plante til den anden og bare formere sig i lynets hast. De grønne orme opdagede jeg, da de endnu var så små, at de lignede knappenåle som de hang der i deres lange tråd af et spind. Inden ugen var omme, kunne jeg se deres gnaskende gummer med det blotte øje…  Nå ja, ok jeg overdriver muligvis en smule, men store og saftige er de nu. Mere saftige end de blade de æder løs af :-(

Jeg har nu sorteret og smidt ud med hård hånd. Kun en altankasse står tilbage med stedmødre i. Sjovt nok er der ikke utøj i den. ENDNU!  De andre to, er renset for planter der efterhånden var så sølle at se på, at det var en ren blomsterkirkegård. Min økonomi rækker ikke lige til indkøb af nye blomster, så i stedet har jeg leget lidt med det jeg har. Billeder kommer senere, når kameraet igen er ladet op.

Midt i al denne blomsterdød, kan jeg trods alt glæde mig over at mine klematiser vokser som bare pokker. Over stok og sten går det, og den er nu nået helt henover altanen, og er begyndt nedstigningen på den anden side af døren. Den ældste belønner min flid, med masser af smukke mørklilla blomster, den yngste fra i år, gav mig en lille håndfuld af lilla med hvidt. Næste år kan jeg så se frem til en mere blomsterivrig plante. Det er da vidunderligt :-) 

( beklager den ringe billedkvalitet, solen var bare ikke til at komme udenom den da jeg skød )

 

Endelig som det skal være herude

Nu er altanen som jeg vil have den :-)

Der kunne godt have været flere blomster på alt det grønne, men hele sæsonen er jo stadigt forsinket så senere regner jeg bestemt med at det vil være mere kulørt herude. Jeg er bænket med alt mit livsnødvendige habengut, hækletøj, bærbar, friskbagte boller ( vi har jo ferie..), kaffe, skygge indtil videre og fred i sindet. Om lidt bliver parasollen hentet op fra kælderen, den kan jeg ikke undvære længere for omkring halv tolv står solen allerede lige på, og både jeg og alle planterne bliver ristet alt for hårdt. Jeg er ikke den store solnyder, bliver let forbrændt, så derfor er jeg solidarisk med resten af altanens brugere..  Begge døre kan være åbne, og det får det hele til at virke større, som en lille del af stuen og det elsker jeg.

 

Marsvinene bruger den også, men ikke på hverdage for tiden, da der er voldsomt støjende med jævne mellemrum, fra byggeriet omme bagved. Nu skulle man så tro at jeg også selv ville være generet at støjen fra mine omgivelser, men jeg er uhyggeligt god til at lukke den ude. Både lyttebog, men også vanen og mine år i terapi, har lært mig teknikken med at lukke af. Kun børnenes skænderier og alm teenage støj kan jeg ikke klare i længere tid af gangen, men det er en helt anden og for altanen uvedkommende historie :-)

Det er en daglig nydelse nu, at være herude. Jeg nusser om det hele, bruger meget tid på bare at sidde og se det hele gro for øjenene af mig. Især klematissen vokser så ivrigt, at det er lige før at jeg kan se med det blotte øje, dens stængler blive længere og længere. Der er noget terapeutisk ved det med at kigge på det grønne der trivedes og gror. Mine naboer som slet ikke bruger deres altaner, og kun har en enkelt blomst eller to derude, må tro jeg er mindre underlig når jeg sådan sidder stille længe af gangen, og bare kigger rundt. Jeg gør mig også umage for ikke at fotografere i en bestemt retning, for det kunne jo misforståes og få dem til at tro jeg retter linsen mod deres privatliv, og ikke mine egne planters udvikling..  

 

 

 

Også på den anden side af lejligheden, inde i soveværelset har vi jo en lille bitte altanlignende tingest. Der er dobbeltdøre og ikke meget andet end en lille gesims med gitterværk for, men alligevel er det lykkedes mig at få grønt til at gro derude. Solen står på fra tidlig morgen til ved middagstid, og det virker fint. Jeg har ærteblomster der snor sig op af gitret, men ikke så højt som sidste år, vedbend som er nyplantet da vinteren slog min gamle ihjel. Det har jeg været ret så trist over, da den var fire år gammel og efterhånden dækkede det hele så fint som jeg havde forestillet mig da jeg satte den.  Nu får den nye lov at overtage, og så må vi se hvor gammel den kan blive. Derudover er der en enkelt rankeblomst, som har overlevet forårets forspiring indendørs. Den vokser til gengæld helt vildt og har nu sat knopper til en masse blå blomster. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at se ud om ikke så længe :-) 

 

 

 

 

Lige uden for dørene bor disse to duer. De er møgmugne over at jeg ikke vil lade dem bo i mine altankasser. Jeg syntes måske nok bare at det er lidt træls de maser de få der er til plukfisk  hihi

Sommeren er endelig over os, og det skal nydes hvert minut. Vi har ferie og held i uheld er det, at vi ikke kan låne sommerhus i år, for så kan jeg jo hver dag nyde altanen og sikre at det hele ikke dør af tørst :-))